VKO's udlændingepolitik bliver sat i gevaldig skak af det såkaldte opholdsdirektiv, som vægter arbejdskraftens frie bevægelighed så højt, at det gør regeringens politik på udlændingeområdet umulig.
VK har derfor lovet støtterne Dansk Folkeparti at arbejde for at få direktivet ændret, men hjælp til en sådan debat kommer ikke fra det nye svenske EU-formandskab.
Den svenske migrationsminister, Tobias Billström, siger, at jobsøgendes frie bevægelighed er altafgørende.
"Selvom der er stemmer i EU, som vil have en genforhandling af direktivet, så forudser jeg ikke en debat i den retning. Det er et fundamentalt spørgsmål. Retten til at bevæge sig frit er en grundlæggende rettighed i EU," siger han ifølge politiken.dk.
Den svenske udmelding får dog ikke DF til at ryste på hånden.
"De svenske udmeldinger ændrer ikke ved, at regeringen skal fortsætte bestræbelserne på at ændre direktivet, som det er aftalt med Dansk Folkeparti," siger integrationsordfører Peter Skaarup til Newspaq Landsnyhederne.