Den tidligere træner for det engelske landshold, arbejdsløse Sven Göran Eriksson, er på tale som kommende træner i sit svenske hjemland. Det skriver Aftonbladet.se.
Fredag meldte formanden for det svenske fodboldforbund, Lars Äke Lagrell, ud, at Eriksson er en mulighed. Dermed kan han overtage tøjlerne fra den nuværende træner, Lars Lagerbäck, efter EM 2008.
»En svensk landstræner tjener selvfølgelig ikke nær så meget som en engelsk landstræner, men det, tror jeg ikke, vil være noget større problem,« siger Lagrell.
Dog skal meget komme i orden først.
»I det store hele drejer det sig om timing. Hvad ønsker svensk fodbold på et givent tidspunkt, og hvad og hvor befinder Sven sig på det tidspunkt? Lige nu er der rigtig meget, der skal falde på plads, og det er langt fra at ske, men det er ikke umuligt,« siger han.