Mens mindst to maskerede og bevæbnede mænd trænger sig ind på postkontoret i Gøteborg, kører en bil op foran byens hovedpolitistation. Inde fra stationen kan politibetjente se to personer stille en bombelignende kasse foran bilen og derefter styrte væk fra stedet. Fem minutter senere kommer alarmen fra postkontoret. Klokken er 1.29 mandag nat, og et røveri er i gang.
Efterfølgende bliver der sat ild til fem biler, smidt hundredevis af partisansøm i gaderne og placeret fem bomber omkring politistationen. De viser sig dog senere at være attrapper.
»Vi har aldrig før oplevet et røveri med så mange konsekvenser for offentligheden. Vi har haft røverier før, men aldrig et hvor man har haft til hensigt at sætte politiet ud af spil på den her måde,« sagde politimester Krister Jacobsson på et pressemøde onsdag formiddag.
120 evakueret
120 mennesker blev tirsdag nat evakueret fra deres hjem i centrum af Göteborg, før det blev fastslået onsdag formiddag, at bomberne var falske.
»Først troede vi, at der var brand, men vi kunne ikke se nogen røg. Først da vi kom ned i entréen, fik vi at vide, at det var en bilbombe. Vi skyndte os ud, for politiet sagde, at der var en timer på bomben, og den ville springe kvart over fem. Dem, der ikke var hurtige nok, måtte blive i lejlighederne,« fortalte Pia og Mattias Hernborg til Göteborg-Posten.
De nåede ud med deres to børn men uden ret meget andet.
»Vi troede, at man var tryg, når man bor så tæt på politistationen.«
Mindst 10 røvere
Svensk politi vil ikke ud med præcis hvor mange penge, røverne er sluppet af sted med. Men de siger, at mindst 10 røvere har været indblandet, og at det har været særdeles velplanlagt.
Men selvom røverne forsøgte at lamme det svenske politi, siger politimester Krister Jacobsson, at det ikke skabte den store forstyrrelse af efterforskningsarbejdet, da Gøteborgs politi med det samme fik hjælp fra Skåne og Stockholm.
Onsdag var der - ifølge politiet selv - »febrilsk aktivitet« i Gøteborg i jagten på røverne. Det resulterede ifølge Göteborg-Posten i tilbageholdelsen af tre personer onsdag eftermiddag.