Sverige har over de seneste syv dage registreret flere coronarelaterede dødsfald per indbygger end noget andet europæisk land.
Det viser tal fra den videnskabelige onlinepublikation Our World in Data.
I gennemsnit har Sverige mellem den 12. og 19. maj bekræftet 6,25 daglige coronadødsfald per en million indbyggere.
Det var det højeste gennemsnit i Europa lige foran Storbritannien, der registrerede 5,75 dødsfald per en million indbyggere.
Sverige har fået stor opmærksomhed under coronakrisen. Årsagen er, at svenskerne har valgt en noget anden - og mindre restriktiv - tilgang til det igangværende udbrud af coronavirus.
Blandt andet har skoler og restauranter på intet tidspunkt været beordret lukket. Myndighederne har i stedet i høj grad ladet det være op til landets borgere at beskytte sig mod coronavirusset.
Set over hele virusudbruddet har Sverige stadig lavere dødstal per indbygger end lande som Storbritannien, Spanien, Italien, Belgien og Frankrig.
Til gengæld er det svenske tal markant højere end hos de nordiske naboer.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters