Ritzau
Opdateret kl. 15:57
Sverige har det seneste døgn registreret 85 døde med coronavirus.
Det oplyser landets sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, tirsdag på sit daglige pressemøde om coronasituationen.
Det er cirka samme antal som døgnet før, hvor 90 blev bekræftet døde.
Sammenlagt er 2845 coronasmittede personer blevet bekræftet døde under udbruddet i Sverige. Det svarer til 27,8 dødsfald per 100.000 indbyggere.
Til sammenligning er 503 coronasmittede personer blevet bekræftet døde i Danmark. Det svarer til 8,7 dødsfald per 100.000 indbyggere.
Halvdelen af dødsfaldene i Stockholm
23.216 personer er blevet bekræftet smittet med coronavirus. Det er en stigning på knap 500 i forhold til døgnet før.
- Krisen er absolut ikke ovre. Pandemien er stadig i gang. 17 ud af landets 21 regioner arbejder fortsat med forstærket beredskab, siger Taha Alexandersson, der er fungerende kriseberedskabschef i Socialstyrelsen.
Sverige har valgt en noget mindre restriktiv tilgang til coronavirusset end mange andre lande - herunder også Danmark. Hverken skoler, restauranter eller barer har været tvunget til at lukke i forbindelse med coronakrisen.
I slutningen af april indførte Sverige dog skærpet kontrol med udskænkningssteder for at mindske smittespredning.
Over halvdelen af de svenske coronadødsfald er indtruffet i Region Stockholm. Her er der bekræftet over 1524 coronarelaterede dødsfald. Det fremgår af Folkhälsomyndighetens opgørelse.
Den viser samtidig, at langt størstedelen af de døde er ældre mennesker.
Omkring 86 procent af de døde er således 70 år eller ældre.
Sverige har med 2845 døde klart flere dødsfald end de nordiske naboer Danmark (503 døde), Finland (246 døde) og Norge (214 døde).
/ritzau/