Hvis det står til svensk TV4, skal danske antenneforeninger spærre for signalet til deres kanal, mens der er VM i fodbold.
Årsagen er, at TV4 viser en del af kampene, men vel at mærke de samme kampe som den næsten hemmelige danske Canal 9 viser. Begge er nemlig eget af det gigantiske mediehus Bonnier.
Det er grumme dyrt at købe Canal 9, og derfor frygter Bonnier, det kan afholde danske seere fra at smide pengene for et abonnement til kanalen, hvis man kan se de samme kampe på svensk TV4.
Derfor har Bonnier i et brev til de danske antenneforeninger forlangt, at disse lukker for TV4, så længe slutrunden står på, men det krav kan de godt pakke sammen, lyder det fra antenneforeningerne.
"Antenneforeningerne har betalt for at se TV4 via Copydan, og der er ingen hjemmel til det krav, som TV4 har fremsat," siger Poul Juul, der er formand for Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), til Ekstra Bladet.
Den holdning får antenneforeningerne opbakning til hos Forbrugerstyrelsen i Danmark.
"Det mener jeg er et problem. Man må se på, hvad der er blevet aftalt i sin tid med antenneforeningerne, og hvis der ikke er nogen forbehold i aftalen, så mener jeg ikke, at TV4 umiddelbart kan tvinge antenneforeningerne til at blokere for signalet," siger Karoline Lorentzen, juridisk sagsbehandler i Forbrugerstyrelsen til Ekstra Bladet.
Svenskerne har dog ikke tænkt sig at helme så let, så det sidste ord i sagen er endnu ikke sagt.