Hvis Stockholm byder ind på afholdelsen af vinter-OL i 2026, så sker det uden opbakning fra flertallet i den svenske befolkning.
Det viser en opinionsmåling, som er foretaget af Sveriges Radio.
53 procent af de adspurgte i undersøgelsen mener ikke, at Sverige skal søge om at få legene.
34 procent vil gerne have vinter-OL til Sverige, mens 14 procent ikke har nogen holdning.
Sveriges medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Gunilla Lindberg, tror på, at det igangværende vinter-OL i Sydkorea kan få svenskerne på andre tanker.
- Jeg håber, at svenskerne ser med på tv fra legene og kan forstå, at det vil være superfedt at gøre det samme hjemme i Sverige.
- Vi er dygtige til idræt, det vil give et løft til byen og skabe mange nye arbejdspladser, siger Lindberg til Sveriges Radio.
1531 personer har deltaget i opinionsmålingen, som blev foretaget i midten af januar - to uger før starten på det igangværende vinter-OL i Pyeongchang.
Tidligere har en undersøgelse vist, at hele 60 procent af borgerne i Stockholm er negative over for at få vinter-OL til byen. Dengang var 29 procent positive.
Ingen byer har endnu ansøgt IOC om at være vært til legene om otte år.
Stockholm har sammen med Calgary (Canada), Sion (Schweiz), Graz (Østrig) og Sapporo (Japan) vist interesse.
Om fire år skal vinter-OL afholdes i den kinesiske storby Beijing.
/ritzau/