Deres astronaut hænger i rummet med sit store svenske flag på maven og vinker ned til hele Jorden. Vores sidder hjemme i Århus og venter på at komme til optagelsesprøve om fire pladser blandt 22.000 ansøgere.
Vi taler om astronauter. Og vi taler om rumforskning, lysten til at afsløre universet og opdage nye planeter.
Der er ingen tvivl: Danmark er en langt ude i mørket rumfartsnation. Sverige har nået stjernehøjde, og det bør de hyldes for.
Se nu Christer Fuglesang. Den elegante, mørkblonde He-man af en svensker har netop poseret i blågule farver i rummet for hele verdens befolkning. Tak for det, Christer, det er godt gået, det var godt at se dig deroppe som repræsentant for Skandinavien.
Dansk rumforskning er en katastrofe
Men hvorfor var det ikke en dansker? Hvorfor var flaget ikke rødt og hvidt? Fordi dansk rumforskning er en ren katastrofe. Den er faktisk så dårlig, at selv vores forskere erkender det med det samme, hvis man ringer og spørger dem.
Jeg når nemlig ikke sagt noget som helst i telefonen, før planlægningschef Peter Lundahl Thomsen fra Dansk Rumforskningscenter siger:
»Dansk rumforskning er en katastrofe lige nu i forhold til den svenske. Det foregår på et meget lavt niveau.«
Ja, det fremgår da tydeligt, når man kigger på Christer og hans amerikanske venner. Men hvorfor er vi så dårlige?
»Vi mangler et egentligt nationalt rumprogram. Vi mangler en sandkasse til vores ingeniører, forskere og astronautaspiranter. Det er helt essentielt, hvis man vil klare sig i den internationale klasse,« siger Peter Lundahl Thomsen.
Vi mangler nordlys
Men det bliver værre endnu. Der er nemlig en - himmelråbende - mærkelig forklaring på, hvorfor danskerne konstant taber til Sverige i kampen om rummet.
»Svenskerne bruger langt flere ressourcer på rumforskning.«
Det er direktøren for Dansk Rumforskningscenter, Eigil Friis-Christensen, jeg har fået i røret.
Men hvorfor gør vi ikke det, når det nu er så sejt at forske i rummet?
»Måske fordi vi ikke har tradition for det. Nåja, og så fordi vi ikke har nordlys i Danmark.«
Nordlys?
»Ja, der er jo nordlys i det nordlige Sverige. Og for år tilbage var man nysgerrige efter at finde ud af, hvordan det opstod. Derfor begyndte man tidligt at forske i rummet, og det gav så en tradition, som man har bygget videre på,« siger Eigil Friis-Christensen og tilføjer, at Sverige sågar formåede at bygge sin egen satellit i 1986.
Så det er altså nogle grønne streger på himlen, der er skyld i, at vi er så meget ringere end svenskerne. Det er da for mærkeligt. Hvorfor har Danmark ikke flere friske drenge og piger, der har mod på en tur ud i det blå?
»Vi har tre,« oplyser en dame i Rumforskningscenteret.
En heldig svensker
Tre?! Og de er ikke engang astronauter. Jeg ringer til dem. De må simpelthen kunne forklare, hvorfor det er gået så galt.
Den ene af dem hedder Ronnie.
»Det er Ronnie Vang.«
Ja, goddag, det er Morten Runge, jeg er journalist på Nyhedsavisen. Jeg ringer for at høre, hvorfor danskerne ikke kan finde ud af at lave en astronaut.
»Nå, jeg synes nu ikke, vi er så dårlige.«
Men hvorfor har svenskerne en, når vi nu kun har jer?
»Altså, hvis det er Christer, du mener, så slap han gennem et nåleøje ved den seneste udvælgelse i 1992. Men det kunne en dansker også have gjort. Måske var Christer bare lidt heldig.«
Der er nogen køligt over Ronnie Vangs stemme.
Noget, der alligevel beroliger mig. For når hele forskningen er så ringe, skal man tro på sig selv, hvis man vil derop. Som Ronnie:
»Svenskerne kan ikke noget, som vi ikke kan.«
De laver det hele selv - både udstyr og astronauter. Sverige var
blandt de første i verden til at sende hjemmelavede satellitter ud i
det blå. Og de deltager i et hav af verdensomspændende missioner, der
skal udforske rummet. I 1986 producerede de selv satelitten Viking. Den
skulle blandt andet udforske Jordens atmosfære.
I Danmark blev
satellitten Ørsted først opsendt i 1999. Satellitten Rømer skulle være
opsendt i 2004, men det er af økonomiske grunde aldrig blevet til noget.
Svenskeren Christer Fuglesang blev astronaut i 1992. Danmark har aldrig haft en astronaut.