Graviditet og alkohol er en ufornuftig kombination - det er børnelærdom. Men da kronprinsesse Mary var på ferie i hjemlandet Australien, så hun ikke noget forkert i at drikke et lille glas vin, og den gerning har skabt forargelse på den anden side af Øresund.
Den svenske avis Aftonbladet skriver, at det ikke kommer som nogen overraskelse, at en dansk prinsesse bryder med anbefalingerne om ikke at drikke alkohol, når man er gravid.
"Selv et eller et par glas vin om ugen kan gøre udslaget, når det gælder adfærdsmæssige problemer og koncentrationsbesvær," siger Sven Bremberg fra det svenske Folkesundhedsdinstitut ifølge B.T. til den svenske avis.
Svenskerne hæfter desuden ved, at danskerne ligger højt på listen over lande, der drikker mest, og at en undersøgelse på bt.dk viste, at 83 procent af brugerne godkendte kronprinsessens handling.