Hvad ville du sige til, hvis der en dag kom et pænt brev fra din kommune ind gennem brevsprækken, hvor der stod, at din by skulle flyttes fire kilometer mod nordvest? Ikke bare menneskene – men alle huse, skoler, kirker, fabrikker og butikker?
For de over 20.000 indbyggere i den nordsvenske by Kiruna er det scenarie blevet til virkelighed. Årsagen er, at verdens største jernmalmåre skærer sig i en skrå vinkel under byen. Da mere og mere malm er blevet brudt gennem de seneste mange årtier, er man snart kommet så dybt ned, at man graver direkte under byen.
Således er jorden allerede begyndt at styrte sammen kun få kilometer uden for Kirunas nuværende bygrænse, og derfor har bystyret 8. januar i år besluttet sig til at flytte byen i sikkerhed fire kilometer mod nordvest. Grunden til, at indbyggerne i Kiruna er villige til at flytte, er, at byen ellers mister stort set hele sit levegrundlag.
»Hvis man havde besluttet ikke at flytte byen, ville det have betydet, at vi var nødt til at lukke minen,« siger Göran Olovsson fra det statsejede mineselskab LKAB til CNN.
Han vurderer, at der ligger mindst 800 millioner ton jern gemt under Kiruna, der vil kunne give byen faste indtægter i mange årtier fremover.
Men der er også brug for at grave rigtig meget jern ud af undergrunden, for at Kirunas flytteregning på mindst 300 milliarder kroner kan blive betalt. Til denne anslåede pris er der ikke engang medregnet, at veje, jernbaner, elmaster og anden infrastruktur skal omdirigeres til det nye Kiruna, der skal ligge ved foden af Loussavaara-bjerget.
Visse bygninger i det gamle Kiruna bliver bulldozet væk og genopbygget med moderne materialer. Men bevaringsværdige bygninger – blandt andet en stor trækirke, der er blevet udpeget som en af Sveriges flotteste – skal flyttes stykke for stykke og så genopbygges som et sæt legoklodser. Det vurderes, at det vil tage op mod 50 år at flytte bare denne ene kirke.
Endnu er det ikke fastlagt, hvordan den enorme flytteregning skal betales, men den svenske stat og mineselskabet LKAB har allerede meldt sig som bidragsydere. I planerne for den nye by er blandt andet både en indendørs tropisk regnskov og en indendørs skibakke, så de skiglade svenskere kan dyrke deres hobby året rundt.
En del tvivler dog på, at disse store og dyre planer er andet end varm luft, der skal overtale Kirunas 20.000 indbyggere til se fordelene i at forlade hus og hjem.