Et enkelt kig på VM's bisseliste, og man er ikke i tvivl: Der bliver gået til stålet i det svenske forsvar.
En opgørelse over de uddelte to-minutters udvisninger viser, at Sveriges stortalent Oscar Carlén er flittigst af alle turneringens spillere til at bruge ufine metoder. 11 udvisninger har han indtil videre fået i syv kampe.
Og man skal ikke langt ned ad listen, før man finder navnet på den næste svensker, der i aften står klar til at banke til Mikkel Hansen og resten af de danske skytter.
De to forsvarsspecialister Tobias Karlsson og Barcelonas Magnus Jernemyr indtager en delt 12.-plads med hver seks udvisninger.
De danske forsvar har derimod vist sig som nogle af VM's pæne drenge. Man skal således helt ned på en 25.-plads for at finde den første af Wilbeks spillere. Her her dommerne fem gange bedt Kasper Nielsen om at holde to minutters pause på bænken.
Mens svenskerne dominerer toppen af bisselisten, har Danmark til gengæld en mand med allerøverst på topscorerlisten. Med 44 scoringer er Mikkel Hansen VM's næstmest scorende. Førstepladsen indtages af Serbiens Marko Vujin med 48.
Se en af de svenske svinestreger her - stregspilleren Robert Arrhenius banker en hånd direkte i ansigtet på en modstander.
Kilde: TV2