Mere end hver tredje svensker synes, at deres smukke prinsesse Madeleine skal droppe sin utro kæreste, Jonas Bergström.
Det viser en dugfrisk meningsmåling, som analysefirmaet Demoskop har lavet for den svenske avis Expressen. Desuden mener hver fjerde, at den påståede utroskab har skadet det svenske kongehus.
For få dage siden stod en 21-årig norsk model og håndboldspiller, Tora Uppstrøm, frem og hævdede, at hun havde været sammen med Jonas Bergström, men at hun troede, han var single.
"Havde jeg vidst, at han havde en kæreste, ville jeg aldrig have gjort det. Jeg synes, det er synd for Madeline, at hun har en utro kæreste, og jeg er glad for, at deres bryllup nu er udsat," sagde hun til norsk Se og Hør.
"Jonas Bergström fremstår netop nu som en belastning for monarkiet," siger Anders Lindholm fra Demoskop, efter svenske medier de seneste dage har kunnet afsløre, at Madeleines forlovede igennem længere tid har levet et dobbeltliv som artig kæreste om dagen og festløve under dæknavn om natten.
Derfor råder 37 procent af de 615 adspurgte den unge prinsesse til ikke at gifte sig med den arbejdsomme stjerneadvokat og rigmandssøn.