Det blev gået hårdt til kniplerne, da en gruppe danske civilbetjente forsøgte at skabe ro og orden blandt svenske fodboldtilhængere under en fodboldkamp i Parken for knap to år siden. 15 fodboldgæster fra nabolandet valgte efter kampen at klage over betjentenes voldsomme fremfærd.
Men selv om begivenhederne er veldokumenteret på videooptagelser, er ingen af de 27 involverede betjente blevet identificeret eller afhørt endnu.
Nu kritiserer de svenske myndigheder det danske retssystem for at sylte klagesagen fra de forurettede fodboldfans. Det skriver Berlingske.dk.
»Det er forfærdeligt, at de svenske medborgere, der for så lang tid siden anmeldte politiet, endnu ikke har fået besked. Det er tragisk for alle indblandede og ikke mindst tragisk for det danske retssystem,« siger advokat Peter Althin, der er medlem af retsudvalget i Riksdagen for Kristdemokraterne, til Berlingske.
Efterforskningen har stået på siden oktober 2005. Politiforbundets faste advokat, Torben Koch, der i givet fald skal repræsentere de anklagede betjente, erkender, at den lange sagsbehandling er et problem.
»Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillinde. Det lægger et glemslens slør hen over det meste. Og det er da en nærliggende risiko, at mange betjente vil have glemt en række væsentlige deltaler i den her sammenhæng,« udtaler han til Berlingske.dk.
Flere danske folketingspolitikere er enige i, at den danske retssikkerhed lider skade udadtil, så længe der ikke er faldet en afgørelse.
»Samlet set er det fuldstændig uacceptabelt, og jeg kan godt forstå, at man i Sverige undrer sig over, at vi kalder os en retsstat,« siger næstformanden i retsudvalget Anne Baastrup fra SF til Berlingske.
Ifølge kilder tæt på efterforskningen, foreligger der endnu et års arbejde, før der kan falde afgørelse i sagen.