Danskerne er fremmedfjendske og intolerante. Det skudsmål får vi ofte fra den anden side af Øresund. Men nu viser en ny stor undersøgelse, at der måske er noget om snakken, skriver Jyllands-Posten.
For første gang nogensinde har man i både Sverige og Danmark lavet nøjagtig den samme undersøgelse om de to folks syn på indvandrere og Islam, og resultatet er klart.
47 procent af svenskerne ser ikke Islam som et problem for sammenhængskraften i samfundet, mens blot 19 procent af danskerne synes, at Islam er uproblematisk for Danmark.
Undersøgelsen dræber myten om, at svenskernes virkelige mening om indvandrere og Islam er undertrykt af politikerne. Det siger Drude Dahlerup, der er professor i statskundskab på Stockholm Universitet.
"Der er faktisk en stor forskel på, hvad jeg også har fornemmet, en stor forskel på, hvad almindelige mennesker mener i Danmark og Sverige," siger Drude Dahlerup til Newspaq.
Hun understreger, at der også er integrationsproblemer i Sverige, men at de diskuteres som sociale problemer og ikke religiøse eller etniske problemer. Og det er især politikernes skyld, mener hun.
"Politikere er jo også opinionsdannere og det, der er forskellen på danske og svenske politiske partier, er, at de svenske partier har været enige om at stå imod et fremmedfjendtligt parti," siger Drude Dahlerup med henvisning til Sverigesdemokraterne.
Det er det svenske meningsmålingsinstitut Sifo og det danske Rambøll/Analyse, der har stået for undersøgelsen.
Over for Jyllands-Posten fastholder Dansk Folkepartis Peter Skaarup, at de svenske politikere prøver at undertrykke debatten. 36 procent af svenskerne mener, at der godt kunne strammes op på indvandrerpolitikken.