Efter en 17-årig dansker faldt om og døde på en bar i bulgarske Sunny Beach, har området nu krævet endnu et liv.
En 24-årig svensker blev søndag tævet af tre dørmænd på et diskotek i Nessebar, fem kilometer syd for Sunny Beach. Den svenske blev kørt på sygehuset og døde her af sine kvæstelser. Det skriver den svenske avis, Expressen.
Den 24-årige og hans ven kom i klammeri med tre dørmænd på et diskotek. De unge mænd blev angiveligt berusede og højrøstede, da de besøgte natklubben Help . Da vagterne smed dem ud, kom de op at toppes. Den unge svensker døde af slag på kroppen og i hovedet. Den 26-årige ven befinder sig stadig på sygehuset i den nærliggende by, Burgas.
Bulgarsk politi vil nu sætte en undersøgelse i gang, efter der er blevet vist billeder på nationalt tv, hvor politiet ankommer til natklubben og forholder sig passivt. De tre vagter blev anholdt mandag.