Svensker går fri efter 13 års livstid til rekorderstatning

Kaj Linna har altid troet på, at han en dag ville blive frifundet for et drab i 2004. Han sad fængslet 13 år.
- For et minut siden var jeg livstidsfange. Det er jeg ikke længere, siger Kaj Linna til Dagens Nyheter. Han sad 13 år fængslet for drab og mishandling.
- For et minut siden var jeg livstidsfange. Det er jeg ikke længere, siger Kaj Linna til Dagens Nyheter. Han sad 13 år fængslet for drab og mishandling. Foto: Colourbox/Free

En svensker, som har afsonet en livstidsdom i 13 år, er ved landsretten i Sverige blevet frifundet for drab og grov mishandling.

- For et minut siden var jeg livstidsfange. Det er jeg ikke længere, konstaterer Kaj Linna ifølge Dagens Nyheter på et pressemøde i Kalmar.

I foråret 2004 blev en 59-årig mand dræbt på en gård i Kalamark. Den dræbtes 57-årige bror blev groft mishandlet. Det var den forbrydelse, som Kaj Linna blev dømt for samme år.

Landsretten har konkluderet, at svenskeren på baggrund af de fremlagte beviser ikke kan dømmes for drabet.

En svensk juraprofessor, Mårten Schultz, har sagt, at Kaj Linna kan se frem til den største kompensation til dato for uretmæssig fængsling.

Den frifundne mand siger, at penge ikke kan kompensere for tiden i fængslet.

- Men det er naturligt, at det skal kompenseres på en måde, siger han.

På et pressemøde i Kalmar siger Kaj Linna, at han hele tiden har været overbevist om, at han en dag ville blive frifundet.

Han har aldrig accepteret sin straf, og han har nægtet at arbejde i fængslet.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.