Svensker er terrormistænkt på Cypern

24-årig svensk statsborger med libanesisk baggrund ville angribe israelere på Cypern, lyder mistanken.

En 24-årig svensk statsborger er blevet anholdt på Cypern, hvor han er mistænkt for at have planlagt angreb mod israelske turister på øen. Israel beskylder Hizbollah for at stå bag.

Ifølge den cypriotiske tv-kanal Sigma TV har den 24-årige libanesisk baggrund. Han beskyldes for at have overvåget israelske turister på øen.

Det svenske udenrigsministerium bekræfter, at manden blev anholdt den 7. juli, og han er foreløbig varetægtsfængslet i syv dage.

Den 24-årige blev angiveligt anholdt i Limassol efter et tip fra en udenlandsk efterretningstjeneste.

- Det er en meget alvorlig sag, siger en talsmand for det cypriotiske politi, som tilføjer, at myndighederne har enkelte beviser, som er ved at blive undersøgt nærmere.

Talsmanden siger, at Cypern ikke har forhøjet terrorberedskabet. Men han påpeger, at beredskabet allerede er højere end normalt, da Cypern netop har overtaget formandskabet for EU efter Danmark.

I cypriotiske medier er der modstridende rapporter om, hvilke mål manden ville ramme. Nogle hævder, at han ville sprænge et fly eller en bus i luften, men der er ikke rejst formel sigtelse for nogen forbrydelse.

Israelske Mossad er en af de udenlandske efterretningstjenester, som har bidraget med oplysninger i sagen, skriver israelske medier.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, mener, at den libanesiske shiamuslimske bevægelse Hizbollah står bag terrorplanerne på Cypern. Netanyahu giver også Iran et medansvar.

- Denne terror udøves under Irans beskyttelse. Det er et led i en iransk plan, siger den israelske regeringschef.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.