Der var dømt familietræf, da den danske kongefamilie mødtes
på Toldboden for at tage imod den svenske kongefamilie. Både Dronning
Margrethe, Prins Henrik og deres sønner Joachim og Frederik var på plads ved
kajen sammen med Dronningens søster og svoger Prinsesse Benedikte og prins
Richard, som havde taget turen til Danmark fra Tyskland.
Den kongelige familie måtte dog undvære kronprinsesse Mary,
der var blevet på Fredensborg for at passe Danmarks nye prinsesse.

Foto: DNY/Hari
Fra regeringens side tog statsminister Anders Fogh Rasmussen
og transportminister Flemming Hansen imod.
Det svenske kongepar og tronfølger prinsesse Viktoria blev
mødt af tre gange 21 skud, da orlogsfartøjet Visborg stævnede ind i havnen
med de kongelige gæster.
Selvom det er 32 år siden den svenske familie sidst har
besøgt Danmark på officielt besøg, har de lagt vejen forbi Danmark mange gange,
ikke mindst i forbindelse med familiefester, da Dronning Margrethe og den svenske
konge Carl Gustav er fætter og kusine.
Efter den højtidelige modtagelse, hvor dronningen og kongen inspicerede et
æreskompagni fra Den Kongelige Livgarde, gik turen til Fredensborg.
Her er der en kort karettur gennem byen før modtagelsen på slottet.
Den svenske kronprinsesse og den danske kronprins besøgte onsdag blandt andet Idrættens Hus i Brøndby og Det Biovidenskabelige Fakultet (tidl. Landbohøjskolen) i København.
Onsdag aften er der gallataffel på Christiansborg Slot.