Svenske vælgere skal have bedre muligheder for at skjule, hvem de stemmer på. Det har det svenske parlament, Riksdagen, onsdag vedtaget efter forslag fra regeringen.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Under det svenske valg i september sendte Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, for første gang valgobservatører til Sverige.
De skulle tjekke, om de svenske vælgere havde tilstrækkelig mulighed for at hemmeligholde, hvem de stemmer på.
I Sverige er selve stemmeafgivelsen anderledes end i eksempelvis Danmark. I stedet for en lang stemmeseddel med alle partierne på har hvert parti i Sverige sin egen stemmeseddel. Den er markeret med forskellige farver og partilogo.
Da vælgerne i september ankom til stemmestederne, tog de en stemmeseddel fra det parti, de ønskede at stemme på, og afleverede den.
Forsvaret for systemet lød, at vælgerne havde lov til at tage flere partiers stemmesedler med sig ind i stemmeboksen, hvis de ville skjule, hvad de stemte. Så længe de kun afleverede én.
Med den ændring som Riksdagen onsdag har sagt ja til, skal svenske vælgere nu kunne vælge fra partiernes stemmesedler, uden at andre vælgere kan se, hvad de vælger, skriver TT.
/ritzau/