Svenskere, der har fået beslaglagt julesnapsen i tolden, kan i det mindste glæde sig over, at de gør noget godt for miljøet. For i Sverige sendes al beslaglagt alkohol til en fabrik, hvor det omdannes til ren ethanol og bruges som miljøvenligt brændstof i offentlige busser.
Og i år kan busserne køre særdeles langt - tolderne har nemlig beslaglagt rekordstore mængder, oplyser det svenske erhvervsblad E24. Ifølge statistikken fra det svenske toldvæsen er der beslaglagt 63.000 liter sprut, 97.000 liter vin og 390.000 liter øl til og med september i år.
Med en gennemsnitlig alkoholprocent på 40, 12,5 og 5,6 for hhv. sprut, vin og øl vil den mængde, omdannet til ren ethanol, svare til at en bus kunne køre miljøvenligt rundt om jorden næsten to gange. Og så er julesmuglingen ikke engang talt med.
Grunden til, at den beslaglagte alkohol ikke blot bruges til almindelig indtagelse, er for det første fordi, det svenske toldvæsen ikke må konkurrere på markedet ved at videresælge varerne. Og hvis de endelig skulle, ville de være nødt til at kunne stå inde for indholdet af flaskerne. Det ville betyde, at alt skulle testes i et laboratorium - og det ville alt i alt være en ret dårlig forretning.