Der er langt større risiko for at få piskesmæld i en Volkswagen, Opel og Citroën end i en Volvo eller en Saab. Det viser en omfattende kollisionstest af bilsæder, som de svenske trafikmyndigheder har foretaget sammen med det britiske forsikringsinstitut Thatcham. Det skriver svenske Dagens Nyheter. Sæderne i de svenske biler er konstrueret på en måde, der tager bedst hensyn til fører og passagerers nakke.
I Sverige rammes 25.000 personer hvert år af piskesmæld. 1.800 skader er af kronisk karakter og i praksis invaliderende. Selv sammenstød ved meget lav fart kan give piskesmæld i nakken.
32 forskellige bilmodeller er blevet undersøgt, og hvert bilsæde er blevet crash-testet tre gange. Resultatet viser, at sikkerhedsniveauet er meget forskelligt.
Fra 2007 vil den europæiske bilsikkerhedsorganisation, Euro-Ncap, inkludere risikoen for piskesmældsskader i sine tests af biler til det europæiske marked. 5.000-10.000 danskere rammes årligt af piskesmæld.