Al-Qaeda har udlovet en dusør på samlet set 150.000 dollar til dem, der vil dræbe den svenske karikaturtegner Lars Vilks og hans chefredaktør Ulf Johansson, fordi de har fornærmet profeten Muhammed ved at vise ham med hundekrop.
Og dusøren forhøjes med 50.000 dollars, hvis Lars Vilks slagtes som et lam , oplyser al-Qaeda-lederen i Irak, Abu Omar al-Baghdadi.
Den svenske avis-udgiverforening er rystet over drabstruslerne.
- Alle, som går ind for ytringsfrihed og demokrati, må markere, at det her er forkasteligt, siger foreningens bestyrelsesformand, Pär Fagerström til Politiken.dk.
Han mener, at truslerne bør være en sag for hele verden og tages op af World Association of Newspapers (WAN), verdenssammenslutningen af avisudgivere.
Også Danske Dagblades Forening tager skarpt afstand fra truslerne og peger på en parallel til Jyllands-Postens karikatur-sag.
WAN s bestyrelse træder sammen senere på måneden i Göteborg.
Den svenske statsminsiter Fredrik Reinfeldt ville ikke kommentere al-Qaedas trusler.