Kort før valget til Riksdagen, der finder sted om to måneder, er Sveriges borgerlige regering blevet ramt af en sexskandale.
Den tidligere svenske arbejdsminister, Sven Otto Littorin, der gik frivilligt af tidligere på ugen, beskyldes nemlig for at have købt sex af en tidligere prostituerede. Det siger kvinden nemlig til den svenske avis Aftonbladet.
"Vi havde kontakt et stykke tid. Han skrev, at det var hårdt med konen og at han boede lige over Lidingö-bren. Jeg sagde klart, at jeg var prostitueret, men jeg tror, at han ønskede, at det skulle være noget andet," siger den 26-årige Anna til avisen.
"Han betalte 2.000 kroner i kontanter, som han tog ud af sin bukselomme. Så gik vi i seng," slår hun fast.
Statsminister Fredrik Reinfeldt har tidligere sagt på et pressemøde, at Littorin over for ham har benægtet kvindens historie.
Da Littorin gik af i onsdags fortalte han, at han ikke kunne klare sit job tilfredsstillende samtidig med, at han kæmper med sin eks-kone om forældremyndigheden over sine børn.