Den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, efterlyser ifølge nyhedsbureauet TT politisk handling i forbindelse med en såkaldt metoo-kampagne, der bruges for tiden på det sociale medie Twitter.
Alle, der har været udsat for seksuel chikane, kan skrive #metoo på Twitter, for dermed at skabe en forståelse for, hvor udbredt problemet er.
Kampagnen startede, efter flere skuespillerinder trådte frem og fortalte, at den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein skulle have udsat dem for seksuel chikane og i visse tilfælde voldtægt.
Margot Wallström har efter eget udsagn selv været udsat for seksuel chikane i forbindelse med en EU-middag med flere EU-ledere. Det fortæller hun til den svenske journalist Jan Scherman i bogen "Räkna med känslorna".
- Pludselig mærkede jeg en hånd på mit lår. Bordherren begyndte at befamle mig. Det var helt uvirkeligt, siger hun i bogen.
Det fik hende til at forlade middagen. Hun klagede herefter til daværende formand for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso.
- Barroso syntes, det var fuldstændig uacceptabelt. Jeg ved ikke, om han sagde det til den person, som jeg sad til bords med. Jeg blev chokeret over det, der skete.
Det fremgår ikke, hvor og hvornår middagen har fundet sted, men hun har fortalt, at den fandt sted, mens hun arbejdede i EU.
Som EU-kommissær fra 2004 til 2010 havde hun blandt andet ansvar for kommunikation til offentligheden.
Margot Wallström ønsker politisk handling, efter der er kommet fokus på problemet med seksuel chikane. Hun har ikke uddybet, hvad hun ønsker, at der skal gøres.
/ritzau/TT