Søndag eftermiddag takker den svenske svømmer Therese Alshammar af som professionel efter en lang karriere på topplan, når hun skal forsøge at vinde et sidste svensk mesterskab i 50 meter fri.
39-årige Alshammar ville under normale omstændigheder også have svømmet lørdagens konkurrence i butterfly på samme distance, men Alshammar døjer med rygproblemer i karrierens efterår.
- Jeg vil have, at mit sidste svenske mesterskabsløb skal være en god oplevelse drevet af lysten uden risiko for at forværre en skade, siger Alshammar til SVT ifølge TT.
For 23 år siden var hun med til sit første internationale seniormesterskab, da hun blev nummer fire i 100 meter rygsvømning på langbane ved EM i Sheffield.
Siden skiftede hun til de hurtigere konkurrencer i frisvømning og butterfly, og hun fik sit store gennembrud i år 2000.
Her snuppede hun tre OL-medaljer i Sydney - to af sølv og en af bronze - mens det blev til 12 VM- og EM-guld ved mesterskaberne samme år.
En lang række mesterskabsmedaljer fulgte, og hun nåede også at være indehaver af verdensrekorder i både frisvømning, butterfly og medley.
I august blev hun den første kvindelige svømmer i historien til at deltage ved seks olympiske lege, og hun fik æren af at bære Sveriges fane ind ved åbningsceremonien på det legendariske Maracanã Stadion.
Sportsligt kunne hun ikke være med på samme høje niveau som tidligere, og hun formåede ikke at kvalificere sig videre fra sin semifinale.
I 2010 blev hun tildelt "Jerringpriset", der bliver givet for årets sportspræstation i Sverige.
/ritzau/