Svensk superstjerne: Danmark spillede meget aggressivt

Nicklas Bäckström roser den danske aggressivitet og førstekæde efter Sveriges VM-sejr på 4-2.
Danmark fik ny energi efter Morten Madsens reducering til 1-3 10 minutter før tid.
Danmark fik ny energi efter Morten Madsens reducering til 1-3 10 minutter før tid. Foto: Jan Korsgaard/Free

Den svenske superforward Nicklas Bäckström fik lov at arbejde hårdt i sin første kamp ved ishockey-VM søndag aften, hvor han var med til at slå Danmark med 4-2.

Washington Capitals' suveræne topscorer afgjorde kampen med Sveriges fjerde mål kort før tid, men svenskerne var i problemer mod slutningen mod et velspillende dansk hold.

- Danskerne fik ny energi, da de reducerede til 1-3. Kort efter kom de så på 2-3, og så var det selvfølgelig vigtigt, at jeg kort efter satte pucken ind til 4-2. Så kunne vi spille på resultatet i de sidste to minutter, siger Bäckström.

Den 29-årige forward taler pænt om det danske hold, ikke mindst den velfungerende kæde med Peter Regin, Nikolaj Ehlers og Morten Madsen, der stod bag begge danske mål.

- Danmark har et godt hold. Først og fremmest førstekæden, som var utrolig skarp. Danskerne spillede en god kamp og spillede meget aggressivt. De var ikke bange for at udfordre os. Al ære til dem, siger Nicklas Bäckström.

Med sejren over Danmark er Sverige oppe på 13 point og endegyldigt kvalificeret til kvartfinalen. Modsat er Danmark færdig i turneringen efter den afsluttende gruppekamp mod Italien mandag eftermiddag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.