En bus fyldt med børn har søndag morgen været i en voldsom ulykke i det mellemste Sverige.
Søndag morgen lidt over syv blev alarmcentralen informeret om busulykken, og da redningsarbejdere kom frem til stedet, stod det klart, at mange var kvæstede.
Kort før middag kunne myndighederne oplyse, at tre er døde i ulykken, og yderligere seks er livstruende kvæstet.
Ulykken har fået den svenske statsminister Stefan Löfven til at komme en udtalelse, hvor han udtrykker sin medfølelse:
- Det lammer mig, og hele landet er i sorg.
- Det var unge mennesker på vej på ski, og det sluttede i en katastrofe. Mine tanker går til de sårede, til forældrene, venner og slægtninge - de som får besked, og dem som endnu ikke ved, hvordan det er gået.
- Sorgen er ubeskrivelig, for dem der får nyheden om et dødsfald. Vi er med jer. Smerten er ubærlig for dem, der endnu ikke har fået besked. Vi tænker på jer, siger han.
Statsministeren fortæller, at han nøje følger det redningsarbejde, der endnu pågår. Sygehuspersonalet i regionerne Jämtland og Härjedalen har styrket deres beskedskab, lyder der yderligere.
Bussen var på vej til Klövsjö i et område, der ligger syd for Østersund og Åre. De mange skolebørn kommer fra landsbyen Skene sydøst for Göteborg.
Svenske medier viser billeder af bussen, der ses ligge i en grøft væltet om på den ene side. Blandt andet forruden er knust.
En talsmand for redningstjenesten har oplyst til Aftonbladet, at mellem 25 og 30 personer er kvæstet ved ulykken.
Omkring 10.30 var alle ført væk fra ulykkesstedet.
Ifølge politiet var der 59 om bord i bussen, 52 børn og syv voksne.
De nærmere omstændigheder omkring ulykken er ikke klarlagt. Men der er tale om en eneulykke, og der skal have været minusgrader og glat på vejene i området.
/ritzau/