Det aktuelle førerhold i Tele2 Ligaen, FCK Håndbold, forstærker sig fra næste sæson med den svenske landsholdsspiller Pelle Linders. Den 31-årige stregspiller skifter på en tre-årig kontrakt fra topholdet i den tyske Bundesliga THW Kiel.
»Vi får en dygtig streg, en stærk forsvarsspiller og en god holdkammerat, der altid går forrest til både træning og kamp. Hans erfaring fra Bundesligaen og seks år i træk i Champions League bliver ligeledes særdeles værdifuld for os,« siger FCK Håndbolds cheftræner, Magnus Andersson, som er overbevist om, at Pelle Linders vil styrke løverne både på og udenfor banen.
Pelle Linders har indtil videre spillet 60 kampe og scoret 105 mål for det svenske landshold, og han ser frem til at trække den hvide trøje over hovedet.
»Jeg kommer til en klub med store ambitioner og en trup, der har niveauet til at indfri disse. Jeg mener selv, at jeg er bedre i dag, end da jeg forlod Kolding IF i 2005, hvilket ikke mindst skyldes, at jeg i Kiel dagligt har trænet under den tidligere stregspiller og trænerlegende Zvonimir ’Noka’ Serdarusic. Det er ikke mindst mit forsvarsspil, der er væsentligt forbedret,« siger Pelle Linders, der har tre store ønsker for resten af sæsonen.
»Jeg vil naturligvis meget gerne vinde det tyske mesterskab og Champions League med THW Kiel, men samtidig krydser jeg fingre for, at FCK Håndbold bliver danske mestre, så jeg også i næste sæson kan spille i Champions League. Jeg er dog helt klar over, at den danske liga er blevet væsentlig stærkere i de senere år, og jeg har bemærket, at mange klubber forstærker sig til næste sæson. Tidligere var det reelt kun GOG og Kolding IF, der kunne vinde det danske mesterskab, men sådan forholder det sig bestemt ikke mere,« siger han.