Den svenske prins Carl Philip må have lært et par tricks af sin storesøster kronprinsesse Victoria. Han har i hvert fald formået at date en pige i al hemmelighed.
Og det er ikke hvilken som helt pige, den 30-årige prins har fået øje på. Den 25-årige Sofia Hellqvist har nemlig både deltaget i realityprogrammet Paradise Hotel og desuden poseret nøgen på det svenske mandeblad Slitz, skriver Ekstra Bladet.
Parret mødte hinanden for to år siden på en natklub, men har først indledt et forhold i sommer. Det seneste halve år har de derfor haft masser af tid til at nyde hinanden uden for mediernes søgelys, da prinsen kender særlige teknikker, der kan aflede mediernes opmærksomhed.
Når parret f.eks. har været i biografen, er Sofia først gået ind, mens prins Carl Philip er fulgt efter, når salen er blevet mørk. Og dermed ser det ud til at prinsen er ved at komme sig over sin tidligere kæreste Emma Pernald.