Efter en omfattende indsats for at slukke en skovbrand i Sala, hvor slukningsarbejdere fik hjælp fra fem helikoptere og mange brandfolk udefra, har de svenske myndigheder anholdt en kvinde.
Kvinden er mistænkt for at have påsat branden i et område med to andre brande. Brandene har ført til, at mindst 25 personer er blevet evakueret fra deres hjem.
Kvinden blev anholdt onsdag formiddag, efter at hun først var blevet efterlyst.
Hun er mistænkt for at have påsat en brand i Broddbo - en af tre alvorlige skovbrande i Sala kommune i Västmanland.
Politiet har ikke oplyst detaljer om kvindens alder eller hjemsted. Hun er anholdt ud fra en særlig bestyrket mistanke, og hendes formodede forbrydelse betegnes som grov.
Skovbranden i Broddbo, nord for Sala, brød ud tirsdag eftermiddag. Nogenlunde samtidig begyndte en brand i Björnmossen nogle kilometer mod øst.
Redningstjenesterne har siden mandag bekæmpet en stor brand i Rörbo, sydvest for Sala - på det sted, hvor en kæmpemæssig skovbrand brød ud i sommeren 2014.
Den store brand i Rörbo er blev inddæmmet og breder sig ikke yderligere, selv om den ikke er bragt under kontrol.
Omkring 30 brandbiler er indsat i slukningsarbejdet og over 70 brandfolk deltager sammen med flere end 100 soldater.
/ritzau/TT