Den svenske erhvervsmand og højreekstremist, Carl Lundstrøm er død, efter han mandag morgen styrtede med sit privatejede propelfly i Slovenien. Det skriver den svenske avis Expressen.
Flyet var på vej til Schweiz, men forsvandt over bjergplateauet Velika Planina i Slovenien kort efter, det var lettet fra den kroatiske hovedstad, Zagreb. I styrtet ramte det lille propelfly et hus, som blev kløvet midt over.
Piloten, der var eneste person ombord på flyet, er blevet bekræftet som den dybt kontroversielle svenske millionærarving, Carl Lundström. Han var blandt andet medstifter af den verdensomspændende fildelingstjeneste Pirate Bay, der i midten af 00’erne gjorde det muligt for brugerne at downloade film ulovligt. I 2009 blev han for dén rolle dømt til at betale 86 millioner svenske kroner i erstatning.
Derudover har Carl Lundström også gjort sig bemærket som stor bidragsyder til den yderste svenske højrefløj, og han stillede i 2021 op til det svenske kirkevalg for det højreekstremistiske Alternativ för Sverige.
Sine mange penge havde Carl Lundström arvet efter faderen, Karl Edvard Lundström, der grundlagde det svenske knækbrødsimperium Wasa i 1919. Ved faderens død i 1973 arvede hans børn hver især 77 millioner svenske kroner.
Carl Lundström blev 64 år.