Den svenske håndboldlandstræner Pontus Ward Wiklund mistede dømmekraften, da han spøgte med at have en bombe i tasken i Københavns Lufthavn fredag.
Det forklarer landstræneren for kvindernes U-18-landshold til håndboldklubben Önnereds hjemmeside lørdag.
Bombe-spøgen førte til, at Københavns Lufthavns Terminal 2 måtte evakueres og afspærres i omkring en time fredag formiddag.
- Jeg mistede fuldstændig dømmekraften i et kort stykke tid og spøgte med noget, man egentlig ikke bør spøge med, især ikke dette sted.
- Jeg vil gerne undskylde over for mit landshold, forbundet, personalet i lufthavnen og andre mennesker, der er blevet berørt af dette, siger Pontus Ward Wiklund til hjemmesiden.
Han var ude og rejse med U-18-landsholdet, der var på vej til Montenegro, da hændelsen skete.
Pontus Ward Wiklund blev tilbageholdt af politiet, der afhørte ham, inden han senere fredag blev løsladt, skriver Önnered.
- Jeg har indset sagens alvor, og hvor idiotiske mine handlinger var. Jeg er også parat til at tage en eventuel straf, lære af dette og så komme videre i livet, siger landstræneren.
Ward Wiklund fik for nylig opgaven som cheftræner for Önnered. Klubben skriver, at der fortsat er tillid til ham.
Til gengæld får han ikke mulighed for at følge U-18-landsholdet til VM, da han er blevet erstattet som følge af fredagens hændelse.
Klokken cirka 9.20 fredag modtog politiet en anmeldelse om, at en mand havde sagt til personalet i en indtjekningsskranke, at han havde en bombe i sin taske, da han blev spurgt, hvad der var i den.
Politiet udtalte i den forbindelse, at der var tale om en 29-årig svensk statsborger, der var i lufthavnen med et sportshold, han er træner for.
Politiet gjorde desuden opmærksom på, at man ikke skal spøge med bomber i en lufthavn.
/ritzau/