Svenske Byggmax, der i starten af 2021 gik ind på det danske byggemarked med overtagelsen af Næstved Lavpristræ og kædens fire butikker i Næstved, Slagelse, Køge og Hillerød, styrker nu sin tilstedeværelse i Danmark.
Det sker med opkøb af det online-baserede byggemarked Bygmax A/S, som har base i sønderjyske Skodborg ved Rødding.
– Vores eksisterende danske forretning har udviklet sig rigtig godt i løbet af det seneste år, til dels drevet af stærk vækst i e-handel. Vi har nu adgang til et stort sortiment tilpasset e-handel og lave priser, hvilket giver endnu bedre forudsætninger for fremtidig e-handelsvækst i Danmark og over tid også resten af Norden, siger Mattias Ankarberg, administrerende direktør i Byggmax Group, i en pressemeddelelse.
Svenskernes købspris for Bygmax er på højst 45 millioner kroner.