Der findes en løsning på verdens klimaproblemer, der både er billig og fri for drivhusgasser.
Den kaldes atomkraft. Men verdens ledere tør ikke tænke i langsigtede investeringer, der på kort sigt kan virke dyre.
Sådan lyder det i dagens leder i den svenske avis Expressen, der ærgrer sig over, at lande som Tyskland, Spanien og Belgien alle er i gang med at udfase brugen af atomkraft.
Ikke alene er atomkraften bedre for miljøet; den er også billigere på lang sigt og så kan den gøre den vestlige verden fri for afhængighed af olielandene, der er notorisk ustabile og udemokratiske , lyder det. For EUs vedkommende ville det desuden være en absolut velsignelse , hvis medlemslandene kunne slippe for at købe gas af Rusland.
Avisen anerkender, at atomkraft ikke er helt uden risici, men påpeger, at risikoen er acceptabel i forhold til alternativet - et klima, der kuldsejler takket være kul og olie.
Lederen slutter af med en opfordring til de svenske politikere om snarest at tage endelig stilling til, om den svenske atomkraft skal udvikles eller indstilles.