Den svenske anklagemyndighed har besluttet ikke at anke dommen i sagen mod den amerikanske stjernerapper A$AP Rocky.
Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
- Jeg har accepteret byrettens vurdering af beviserne. Det vil sige, at det ikke er bevist, at hele eller knuste flasker blev brugt ved overfaldet.
- Jeg mener, at handlingen burde straffes noget hårdere end de to måneder, som byretten er kommet frem til. Men efter en samlet vurdering har jeg valgt ikke at anke dommen, siger anklager Daniel Suneson.
A$AP Rockys forsvarsadvokat, Slobodan Jovicic, siger til det svenske nyhedsbureau TT, at de endnu ikke har besluttet sig for, om de skal anke dommen eller ej.
Fristen for at anke er tre uger fra 14. august, hvor dommen blev afsagt.
A$AP Rocky, hvis borgerlige navn er Rakim Mayers, blev dømt for et overfald mod en 19-årig mand i Stockholm. Overfaldet fandt sted 30. juni.
Den amerikanske rapper fik en betinget fængselsstraf.
To af A$AP Rockys ansatte blev ligeledes kendt skyldige.
Men det var rettens vurdering, at overfaldet ikke var så alvorligt, at en egentlig fængselsstraf var nødvendig.
Desuden fandt retten det ikke bevist, "at de (tiltalte, red.) skal have ramt offeret med en flaske eller på anden måde slået ham med hele eller ødelagte flasker".
Det har det 19-årige offers advokat, Magnus Strömberg, tidligere meddelt til Expressen, at man ikke er tilfreds med.
- Jeg har været i kontakt med min klient, som siger, at han er tilfreds med, at de tiltalte er dømt. Derimod er han utilfreds med, at de ikke er dømt for den vold med glasflaske, som han blev udsat for, skrev bistandsadvokaten.
Sagen mod A$AP Rocky tiltrak sig stor opmærksomhed i USA, hvor både præsidenten og kendisparret Kim Kardashian West og Kanye West gik ind i sagen.
Den 20. juli kontaktede USA's præsident, Donald Trump, den svenske statsminister, Stefan Löfven, og bad om at få rapperen løsladt. Löfven svarede, at "alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande".
/ritzau/