Det kan godt være, at man bliver upopulær af at sige det i et land som Danmark med en protestantisk arbejdsmoral. Men vi bliver jo ulykkelige og utilfredse af at arbejde.
Sådan lyder det fra psykologiprofessor Svend Brinkmann i en klumme på Politiken.dk.
Digteren Henrik Nordbrandt fik i efteråret mange danskere op af stolen, da han i et interview med Politiken sagde, at han ikke brød sig om at arbejde, og at vi danskere bare har hjernevasket os selv til at tro, at vi kan lide det.
Kun én ting er værre end at arbejde
Men Henrik Nordbrandt har faktisk ret, lyder det fra Svend Brinkmann, der henviser til en undersøgelse, hvor titusindvis af mennesker verden over skulle angive deres lykkeniveau på tilfældige tidspunkter. Her viste det sig, at der kun var én aktivitet, som gjorde os mere ulykkelige end at arbejde, og det var at ligge syg i sengen.
- Vi vil på den ene side gerne gøre karriere og realisere os selv gennem arbejdet, men på den anden side er det reelt forbundet med en lav grad af tilfredsstillelse for rigtig mange, skriver Svend Brinkmann i klummen.