De første svaler er kommet til landet. Og i den første uge af april har fuglekiggere spottet både landsvaler, digesvaler og senest bysvaler. Det oplyser Dansk Ornitologisk Forening.
Svalerne er ankommet en smule senere i forhold til de senere år, hvor marts sædvanligvis har været den første svalemåned. For fire år siden blev den første bysvale for eksempel observeret allerede 20. marts, mens landsvalen ankom 23. marts og digesvalen blev set 25. marts.
Men svaleinvasionen er først lige begyndt. De kommende dage vil lune vinde fra sydlige retninger bringe tusinder af svaler til Danmark, forudser ornitologerne.
Lige nu er der størst chance for at se svaler over vandhuller, søer og moser, hvor der er mest læ for de insekter, som de elegante fugle er på jagt efter.