Kommentar af Sigurd Kristoffersen
Nyhedsavisens sportsjournalist
OB’s ledelse er i den forgangne uge blevet sat i en svær situation. Arek Onyszkos udtalelser om truppens beskaffenhed har mildest talt ikke gavnet klubben, som havde valgt at sætte Arek tilbage i målet til gårsdagens kamp mod Horsens.
Det er måske en overraskelse for de fleste, at polakken blev taget til nåde, eftersom han hverken har undskyldt eller på anden måde trukket sine udtalelser tilbage.
Onyszkos vedvarende udtalelser viser, at han slet ikke har forståelse for det at spille på et hold. Arek har mere travlt med at være stolt end at gøre, hvad enhver anden ville gøre: sige undskyld, ikke mindst over for OB’s fans, som endnu engang sidder undrende tilbage efter udtalelser af en af de absolutte hjørnesten på mandskabet.
Ledelsen har været for respektfuld eller måske direkte bange for, at Arek ville tage sin målmandstrøje og gå. Ledelsen i OB har i de følgende dage haft travlt med at dementere, at målmanden aldrig kom med et ultimatum, men sagen er en hel anden. Lige så meget som dette er historien om en målmand, som ikke forstår at tænke sig om, er det en historie om en ledelse, der ikke har styr på sin organisation.
Hvordan kan det være, de ikke har fået Arek til at forstå, at man ikke opfører sig sådan? Det er besynderligt, at de i denne situation er gået efter pressen, i stedet for at lære Arek at sige: ’ingen kommentarer’.