Forskning peger i retning af, at patienter, som står svagt socialt ikke får lige så god behandling af læger som de socialt stærke og veluddannede.
"Der er flere undersøgelser, der viser, at hvis der ikke meget hurtigt opbygges en god relation mellem læge og patient, så går det ikke nødvendigvis helt så godt. Det er klart, at en læge med en videregående uddannelse bedre kan mødes med en person, der er på samme niveau og taler det samme sprog, så at sige," siger seniorforsker Peter Vedsted ifølge berlingske.dk.
Formanden for de Praktiserende Lægers organisation, Michael Dupont, er enig i, at ikke alle bliver hørt lige godt, og at der i praksis ikke er fri og lige adgang i det danske sundhedssystem.
Diskussionen er blusset op efter sagen om den afdøde baby Christian, som døde efter at have slugt et batteri.
Adskillige henvendelser til forskellige læger hjalp ikke familien med at finde frem til ondets rod, før det var for sent.