Mens mennesker søger i ly inden døre og skruer en ekstra grad op på radiatorerne, når vintervejret bliver ekstremt udenfor, er dyrene i naturen overladt til elementernes rasen.
Men det er ikke alle, der kan klare det. Den seneste måneds vintervej med tocifrede frostgrader og store mængder sne er derfor i gang med at tynde godt ud i dyrelivet.
Især rammes fugle. Men også fisk, frøer, ræve, vilde katte, rådyr og dræbersnegle har problemer med kulden, skriver politiken.dk.
"Der vil blive ryddet godt op i bestandene, fordi mange af de svageste individer blandt en hel del fugle og andre dyr ikke vil kunne klare sig gennem vinteren. Dels fordi de ikke kan få adgang til føde på grund af sne og frost, dels fordi kulden kan slå dem ihjel," siger biolog og naturvejleder Jan Kjærgaard fra Skov- og Naturstyrelsen i Jylland til avisen.
Han vurderer, at store antal fugle - især solsorte og stære - vil dø ekstraordinært denne vinter. Men det skal ikke udelukkende ses som et problem.
"Faktisk er det meget godt at få fjernet noget af det overskydende skravl, så der bliver plads til de store og stærke individer, som sikrer gode og sunde bestande," siger han.