Mange svage ældre på hospitaler oplever vold og overgreb fra de mennesker, der burde passe dem.
Faktisk svarer hver tredje i en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, at de de seneste tre år har været udsat for overgreb på en række hospitaler i hovedstadsområdet, skriver Kristeligt Dagblad.
De, der begår overgrebene, er typisk pårørende, sundhedspersonale eller kriminelle. Undersøgelsen er lavet af overlæge Jette Ingerslev, der ikke er overrasket over resultatet.
- Vi har ikke nogen egentlig lovgivning, som specifikt handler om overgreb mod ældre, ligesom man har i andre lande. Og vi har stort set ingen forskning på området eller videnscentre og ingen specifikke telefonlinjer eller krisecentre, hvor de svage ældre kan søge hjælp. Der burde være nogen, der tog meget seriøst fat på det, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Når der ikke er nogen, der gør det, skyldes det ifølge Jette Ingerslev, at vold og overgreb mod ældre er et tabu i Danmark.
Hos Ældre Sagen er man bekendt med, at overgreb mod svage ældre forekommer i Danmark, men man kender ikke det nærmere omfang.