Der opstod kaotiske scener på en bjergstation i de italienske alper, da en kabine på en svævebane tirsdag morgen bragede direkte ind i et stop på bjerget og efterlod over 100 mennesker strandet i højderne.
Ulykken fandt sted på Monte Moro-stationen nær Macugnaga i det nordlige Italien og årsagen var angiveligt, at bremsefunktion svigtede ved ankomsten til stationen og derfor resulterede i at kabinen bragede ind i stoppemekanismen.
Her skete ulykken. (Foto Google Maps)
Sammenstødet var så voldsomt, at flere passagerer blev kastet rundt i kabinen, og seks personer blev såret i forbindelse med ulykken. De fik førstehjælp på stedet og blev efterfølgende fløjet med helikopter til nærmeste hospital.
Skaderne skulle ifølge lokale medier ikke være livstruende.
Som følge af episoden blev al trafik på svævebanen indstillet. Det betød, at omring 100 mennesker strandede på bjerget. Redningsmandskab blev sendt ud for at assistere passagererne, mens man arbejdede på at få dem sikkert ned.
De lokale myndigheder oplyser, at der nu er iværksat en teknisk undersøgelse af svævebanen, der holdes lukket, mens årsagen til hændelsen bliver klarlagt.