»Syddansk Universitet holder øje med dig«, synes beskeden at være til studerende, der tænker på at snyde med skriftlige eksamensopgaver.
SDU har gennem flere år haft et program, der kan finde sammenfald mellem de studerendes eksamensopgaver og opgaver, der er lagt ud på Internettet. Men nu har universitetet investeret 50.000 kroner i det nye program SafeAssignment, der både er lettere og hurtigere at arbejde med for underviserne, når de skal se de studerende efter i sømmene.
Men selvom programmet er et overvågningsredskab, føler de studerende sig ikke mistænkeliggjort.
»Jeg snyder ikke, så jeg har ikke noget at frygte,« siger 26-årige Maren Schmidt Astrup, der er idrætsstuderende, og fortsætter:
»Jeg synes faktisk, at det er en god idé med det program. For hvis nogen kopierer fra andre tekster, er der ikke ens vilkår for dem, der går til eksamen. Og det er vigtigt, at alle har de samme forudsætninger.«
SDU s politik
Martin Sørensen, der læser cand.merc. på 9. semester, snyder heller ikke selv, og han mener, at man skal gøre alt, hvad man kan, for at komme eksamenssnyd til livs.
»Jeg føler mig ikke mistænkeliggjort af det nye program, og jeg kan rent faktisk ikke se nogen bagside ved det. Måske kan det også hjælpe en studerende med at blive renset for en eventuel mistanke,« siger Martin Sørensen.
Programmet SafeAssignment kan udregne ligheden mellem to tekster i procent, og universitetet har investeret i det for at sende et klart signal til studerende, der kopierer fra andre opgaver.
»Investeringen i det nye program skyldes universitetets fokus på at fastholde en politik, der hedder, at vi simpelthen ikke vil finde os i eksamenssnyd,« siger studiechefen på SDU, Per Andersen, der sidste år registrerede 80 sager om snyd.
Et tal, der er steget i takt med Internettets udbredelse og den nemme tilgang til opgaver lagt ud på diverse hjemmesider. Men han understreger, at programmet er til gavn for både undervisere og studerende.
»Det nye program er lettere at betjene og mere præcist. Det er en fordel for underviserne, men det giver også en større sikkerhed for en studerende under mistanke,« siger studiechef Per Andersen.