Selvom foreningen Openhagen fralægger sig ansvaret for den gadefest, der natten til lørdag endte i hærværk, så vil det stadig blive svært for dem at få støtte fra Københavns Kommune en anden gang, siger Kulturborgmester i København, Pia Allerslev (V).
"Vi vil have svært ved at støtte folkene bag det her projekt fremover," siger Pia Allerslev til Newspaq og peger på, at det projekt som openhagen søgte støtte til var noget helt andet i virkeligheden end på papiret.
"Det her et udtryk for, at nogen har misbrugt vores tillid, og derfor skal vi se på om de retningslinjer vi har stillet op for at søge støtte er strikse nok. Så man ikke kan lave en fejlfri ansøgning, som så alligevel fører til den her slags problemer," forklarer hun.
I fremtiden vil det derfor sandsynligvis blive sværere at få fingrene i kommunens støttekroner.
"De autonome er skyld i, at vi måske kommer til skulle sige nej til arrangementer, der ville være gode for byen, fordi vi er bange for, hvordan de autonome og deres miljø vil reagere. Og det er rigtig ærgerligt, at det er det, der nu kommer til at være afgørende for, hvilke arrangementer, vi støtter," siger kulturborgmesteren.