Det var en glad Suzanne Bjerrehuus, der torsdag aften så sin søn Oliver Bjerrehuus være med i premieren på musicalen ”Kærlighed ved første hik”.
I et halvt år har hun holdt sig hjemme, skriver Ekstra Bladet.
Årsagen er enkel og trist: Den tidligere radio- og tv vært har været uden stemme. Som et resultat af den strålebehandling, hun fik for mere end 20 år siden, har Suzanne Bjerrehuus været ramt af en forsnævring af luftvejene, der har givet hende så store vejrtrækningsproblemer, at hun ikke har kunnet tale.
- Jeg har gået og holdt mig for mig selv. Det er første aften, jeg er ude, sagde Suzanne Bjerrehuus til avisen.
Opereret i marts
Hun blev opereret omkring 1. marts. Her lagde lægerne et lille rør ind i halsen på hende, så hun kunne trække vejret ordentligt.
Det har krævet professionel hjælp at genvinde evnen til at tale ordentligt.
- Jeg har en talelærer, der har nedsat min talehastighed, som var enormt hurtig. Jeg lærer at åbne munden, og jeg taler rigtig pænt, når jeg gør mig umage. Jeg synes, at det går rigtig godt, sagde hun tydeligt glad.