Der var ikke meget spænding i OL-finalen i tennis mellem Maria Sharapova og Serena Williams, der lørdag vandt finalen i overlegen stil med cifrene 6-0, 6-1.
Og efter finalen er amerikanske Williams da heller ikke i tvivl om sit eget spil:
- Jeg har aldrig spillet bedre. Når man spiller mod en som Maria, skal man spille sit bedste. Det vidste jeg, så det var, som om jeg ikke havde noget at miste. Hun spiller altid finaler, så jeg vidste, det ville blive svært, siger Williams.
Hun har vundet adskillige titler gennem tiden, men det er første gang, hun vinder OL-guld i single.
- Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive så lykkelig. Jeg er helt oppe at køre. Oh my God.
- Jeg troede ikke, det kunne blive bedre end at vinde Wimbledon, men se hvor glad jeg er nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, lyder det fra tennisstjernen.
Selvom Williams OL-turneringen igennem har været helt og aldeles suveræn, vil hun dog ikke kalde sig selv for uovervindelig.
- Jeg føler mig på ingen måde uovervindelig (...). Jeg har det bare godt med mit spil, og jeg har trænet så hårdt, og nu var det min tur, siger Williams.
/ritzau/