FC København tromler videre mod toppen af Superligaen. Søndag tog de sig tid til også at vinde håneretten fra ærkerivalerne fra Brøndby, som blev sendt hjem fra Parken med et nederlag på 3-1.
Kampen var som sædvanlig flot pakket ind i fantastiske rammer. Og fra start blev de højlydte slagsange på tribunerne akkompagneret af syngende tacklinger på banen. Det var tydeligt, at alle var tændt til det yderste. På banen var det til at starte med mest dem fra Brøndby, men de var sjældent farlige, og langsomt kom hjemmeholdet bedre med.
Brøndby stillede med et reservespækket hold, der kæmpede flot mod overmagten. Marc Olsen fik debut og gjorde det fint. Midtbanespilleren Thomas Rasmussen var blevet sat helt i front, hvilket må have gjort bare en smule ondt på Giovanni Rector, der startede på bænken.
FC København stillede op med de spillere, der igennem sæsonen har vist, at de er til at stole på. Ikke mindst Michael Silberbauer var med i meget af hjemmeholdets spil.
Kampens hidtil største chance stod FC København for, da Fredrik Berglund i det 26. minut tæmmede en lang bold på kanten af feltet og resolut klappede til den med venstrebenet, men skuddet gik forbi, og Brøndbys målmand, Casper Ankergren, kunne ånde lettet op.
Det varede dog under et minut, så måtte han hente bolden ud fra nettet bag sig.
Michael Silberbauer havde spillet bolden frem midt i banen til Macus Allbäck, som flot tog den med sig og koldt satte den fladt ind i hjørnet uden for Ankergrens rækkevidde.
1-0 var også stillingen ved pausen, hvilket Brøndby kunne være godt tilfreds med. Især Brede (og høje) Hangeland havde syndet. Med lidt held havde han scoret to mål før pausen.
Det behøvede han ikke. For efter pausen var Marcus Allbäck igen på pletten. Han blev spillet fri i venstre side og lobbede bolden over den fremstormende Brøndby-keeper. 2-0 og så var sejrsfesten i skudt i gang for hovedparten af de 35.326 tilskuere. Da var der spillet 65 minutter.
Seks minutter senere var den gal igen. En lang bold frem blev af Atiba Hutchinson skubbet hen for fødderne af indskiftede Martin Bergvold, som let kunne øge til 3-0.
Næste mål blev også scoret af en indskifter. Brøndbys Henrik Kildentoft løb direket ind fra sidelinien og satte panden på et hjørnespark. Bang! Og 3-1.
Resten af kampen var sådan set velspillet nok, og Brøndby skal roses for ikke at give op, men spændende var den ikke.
Med de tre point befæstede FC København førstepladsen. Brøndby er som sådan stadig i krise midt i tabellen, men som holdet kæmpede i dag er det et spørgsmål om tid, før der kommer flere point ind på kontoen.
FC København-Brøndby 3-1
Tilskuertal 35.326
1-0 Marcus Allbäck (27.)
2-0 Marcus Allbäck (65.)
3-0 Martin Bergvold (71.)
3-1 Henrik Kildentoft (74.)