Jul på sygehuset med en mand, som ikke ænsede, at det var jul.
Sådan var sangerinden Sussis jul sidste år. Det blev også hendes sidste jul med Leo, som døde den 18. februar 2023 efter et langt sygdomsforløb.
Hun fortæller til BT, hvordan hun havde klædt sig pænt på og taget fint tøj med til Leo på sygehuset sidste år til juleaften. Julegaver og et træ af plastik havde hun også taget med. Men det blev langt fra den jul, hun havde håbet på.
- Han opdagede slet ikke, at det var jul. Jeg var så skuffet og ked af det. For det var jo ikke Leo det der. Men han var helt væk i en anden verden, siger Sussi til BT.
Selvom Sussi har mistet sin mand, kommer hun ikke til at sidde alene juleaften.
I år skal hun holde jul med sin lillebror, hans kone og hendes familie. De skal være over 20 personer juleaften.
- Det glæder jeg mig til. Det bliver helt bestemt hyggeligt, siger Sussi til avisen.