Kriser er kun med til at gøre forholdet stærkere, mener Sussi og Leo. Også selvom de begge har lov at kysse med andre. De ved, hvor de har den anden.
"Vi har også haft vores kriser. Det kan man ikke undgå i et parforhold. Kriser er sunde, og de har gjort vores forhold stærkere. Det er svært at forestille sig Sussi uden Leo," siger Sussi ifølge bt.dk.
Parret har holdt sammen i 38 år, og en af de ting, der har hjulpet på skænderier er en klar rollefordeling. Sussi styrer hjemmet, mens Leo har det sidste ord, når det kommer til musikken.
"Da vi var unge, kunne musikken virkelig få det til at slå gnister mellem os. Vi var bestemt ikke enige om, hvordan tingene skulle gøres. Nu er det Leo, der bestemmer, når det gælder musik. Han er den mest musikalske, og jeg kan jo godt se, at der kommer nogle gode ting ud af det, han beslutter. Men jeg får da også lov til at bestemme engang imellem," siger Sussi.