Året går på hæld og en af de mest omtalte personer i 2023 er uden tvivl sangerinden Sussi Nielsen, som har bidraget med et hav af historier - på både godt og på ondt.
For snart et år siden mistede hun i februar ægtefællen og musikpartneren Leo Nielsen - siden har hun fundet kærligheden igen med en ny og 14 år yngre mand.
Vil du høre alle de gode historier fra hestens - eller sangerindens - egen mund, så ser det dog ud til at du får chancen i det kommende år.
Sussi Nielsen overvejer nemlig endnu en karriere - som foredragsholder.
Det fortæller herognu.dk.
Efter udgivelsen af bogen "Jeg er Sussi", er der også nok at tage fat på.
- Jeg kigger på, at jeg måske skal ud og holde nogle foredrag, og det glæder jeg mig virkelig meget til, fortæller sangerinden til ugebladet, som mødte hende ved optagelserne til TV 2's show "De største øjeblikke".
Programmet bliver iøvrigt sendt på TV 2 Play og TV 2 lørdag 30. december.